31/05/2025 0 Kommentarer
Højmesse, pinsedag, ved Kristine Krarup Ravn
Højmesse, pinsedag, ved Kristine Krarup Ravn

I Blovstrød kirke sættes der lidt ekstra kolorit på pinsefejringen pinsedag, søndag d. 8. juni kl. 10.00 ved sognepræst Kristine Krarup Ravn, når saxofonens bløde, åndfulde klang lyder ind i krop og sjæl – og under gudstjenesten vil der, for børnene, være børnekirke med bibelfortælling i børnehøjde, krea og hvis vejret er til det; leg og opgaver udenfor.
Pinsen er en forunderlig størrelse. Mange forbinder den med forårets komme, at dagene for alvor er blevet markant længere og at grillen virkelig kan komme i brug. Traditionen med at se pinsesolen danse – især efter en festlig nat i byen fylder også for unge såvel som ældre. I kirken fejrer vi også alt det, livets opblomstring – men vi fejrer specielt i pinsen Helligåndens komme. Og Helligånden kan nok for mange lyde lidt flyvsk, men i bund og grund er det fejringen af, at det er hul igennem til det himmelske, at der hviskes i hver af vores øre, hvad vores hjerter allerede ved. Gå nu ud, og hjælp dem, der har brug for det – vær tilstede, her og nu med dem, du møder, kendte som ukendte og vid, at du er elsket med alt, hvad du indebærer. Hør meget mere om dette ved pinsedagsgudstjenesten.
Kommentarer