Hvad er familiegudstjeneste?

Familiegudstjeneste er en kort gudstjeneste for børn med efterfølgende fællesspisning.

Familiegudstjenesten er kirkens tilbud til børnefamilier, bedsteforældre og børnebørn eller børnene og deres faddere samt andre interesserede. Gudstjenesten er kort og i børnehøjde. Den bliver for det meste holdt på en hverdag sidst på eftermiddagen, og slutter med fællesspisning.

Til en familiegudstjeneste bliver der fortalt bibelhistorier for de mindste børn på deres præmisser. Temaer som næstekærlighed, ansvar og fællesskab hentes frem fra den store bog og leges ud med fantasi og kreativitet. Ud over historierne fra bibelen indgår musik og sang, Fadervor og velsignelsen som regel som faste ingredienser i gudstjenesten.

Efter gudstjenesten er der nemlig fællesspisning, ofte pasta med kødsovs. Mange børnefamilier med en travl hverdag synes, at gudstjeneste og fællesspisning er en god kombination. Det kan passe bedre at gå i kirke med børnene på en hverdag end søndag formiddag. Især når man ikke skal hjem og lave aftensmad bagefter.



Foto: Flemming Nyberg